KB-beslutning om "Læringsfællesskaber for alle"

Med stemmerne 16 for og 2 imod besluttede Kommunalbestyrelsen at følge indstillingen fra Børne- og Skoleudvalget om "Læringsfællesskaber for alle. "Som vi debatterede og besluttede til generalforsamlingen i fredags, sendte vi naturligvis vores åbne brev med vores forslag til lokalpolitikerne, men det var kun SF og Dansk Folkeparti, der stemte i mod", fortæller Anders Liltorp, formand for Rødovre Lærerforening.

"Der var flere medlemmer, der mødte op til kommunalbestyrelsens behandling og debatten viste også at medlemmernes bekymringer til en vis grad er nået frem. Det betød desværre ikke, at vi fik bedre tid til at få de mange uafklarede spørgsmål og bekymringer med inden struktur og indhold blev endeligt vedtaget", uddyber Anders Liltorp.

Ved KB-mødet havde alle partier indlæg om sagen og selvom flere var kritiske eller havde nogle forbehold, var der kun SF's Kenneth Rasmussen og Dansk Folkepartis Kim Hammer, der stemte i mod.

"Det er klart, at vi i Rødovre Lærerforening helst havde set at de forslag og konkrete forbedringer samt bekymringer vi og en hel del forældre har, var blevet taget med inden beslutningen. Men sådan blev det ikke. Som lærere bryder vi os ikke om at få påduttet en "nej-hat", så nu må vi se om de politiske udmeldinger om indflydelse og inddragelse i det kommende arbejde, bliver omsat i praksis", fortsætter Anders Liltorp. "Det vil i hvert fald være min og foreningens indgangsvinkel, at der må komme så meget konkret på bordet, at slutresultatet er noget medlemmerne kan begynde at se noget fornuft i og stå inde for over for de elever og forældre det handler om."

Kredsen har fået tilbudt en plads i en styregruppe. Vi skal naturligvis finde ud af hvad det præcis betyder for medlemmerne mulighed for indflydelse.

Det åbne brev kan læses, hvis du trykker på linket ude til højre.