Generalforsamling giver grønt lys

Der venter stadig en masse arbejde, for Rødovres skoler er ikke der, hvor vi ønsker de skal være. Sådan var budskabet i store træk ved generalforsamlingen på Islev Skole. Det kunne ingen være uenige i, og ej heller den retning kredsstyrelsen har lagt for arbejdet. Derfor forløb generalforsamlingen uden den store dramatik. Der var dog plads til følelser, da man takkede tidligere Tr på Hendriksholm, Bente Loren Karstensen, for hendes mangeårige engagement, og generalforsamlingens dirigent gennem mange år, formand for Herlev Lærerforening Bent Larsen, takkede også af og fik klapsalver med på vejen.

Lad os slå fast at årets generalforsamling ikke var den mest velbesøgte udgave. Lotte, en nytilkommen lærer på Nyager, mente (heldigvis), at det skulle tages som et udtryk for den tiltro, der er til RLF blandt medlemmerne. Hun følte i hvert fald, at der i Rødovre er styr på tingene i forhold til Gladsaxe, hvor hun kom fra. Jeg har fået mit lærerliv tilbage, som hun udtrykte det. Vi håber, hun rammer plet med sine betragtninger, men vi er enige i det synspunkt, hun også havde, nemlig at det er meget vigtigt at få især de yngre kolleger til at forstå og engagere sig i fagforeningen - for egen og fællesskabets skyld.