Derfor skal vi ikke spare

Som bekendt skal Rødovre Kommune finde besparelser for 28 millioner kroner i budgettet for 2017 (læs mere her). Det er den udfordrende baggrund for de høringssvar som MED-udvalg, bestyrelser og organisationer traditionelt laver i forbindelse med den endelige udformning og godkendelse af budgettet her ved Damhussøens bred.
Også Rødovre Lærerforening har givet sit besyv med. Det er klart, at vi ikke er den eneste gruppe, der nødigt ser besparelser på netop sit område, men vi synes, at vi fremfører en række sobre argumenter for vores sag. Fælles for dem alle er, at de i sidste ende handler om den kvalitet, der er til stede i skoletilbuddet. Relevansen og aktualiteten af vores begrundelser er høj. Resultaterne af en grundig undersøgelse af flere københavnske skoler har vist, at de vigtigste faktorer for elevernes trivsel og indlæring er stabile lærere med lavt sygefravær samt fred og (arbejds)ro i klassen. Det er netop de forhold, vi adresserer og bruger som argumenter for, at skoleområdet ikke bør holde for, når der skal findes besparelser. Vi må stadig heller ikke glemme, at reformen i sin helhed er finansieret med lærernes arbejdstid, og vi kan derfor med god grund hævde, at vi har været ramt af kraftige effektiviseringer for ganske nylig.

Læs høringssvaret her