Formandens julehilsen

Undervisningen buldrer derudaf, der samarbejdes med kollegaer, ledelse og forældre, der forberedes, efterbehandles og planlægges, der ringes, der skrives, der læses og deltages i netværk og kurser.

Hverdagen er travl, spændende og fyldt med både sejre og dybe frustrationer. Det er lærerlivet på godt og ondt anno 2016.

Samme tempo er der også på kredskontoret – det er bare en anden type opgaver, der skal løftes. Der skal ikke bare følges op på, men også tænkes fremad i forhold til arbejdsmiljø, overenskomstforhold og hele den skole- og uddannelsespolitiske dagsorden.

Af de tre store områder vil jeg fremhæve arbejdsmiljøet. Arbejdsmiljøet skal gentænkes og have en større gennemslagskraft i det daglige arbejde. Det er, som Tage Søndergaard (professor i psykisk arbejdsmiljø) understregede på en temadag for hele det overordnede MED-system for Børne- og Kulturforvaltningen: Det er vanvittigt at fokusere på sygefraværsprocenterne. Det er ren spild af tid. Det, der skal fokuseres på, er kvaliteten i arbejdet og kerneopgaven. Hvis medarbejderne oplever at lykkes med disse, så følger trivsel og lavere sygefravær helt automatisk.
Meget mere præcist kan det vel næppe siges. Men medlemmerne kan jo nok regne ud, at det vil medføre en endnu skarpere fraprioritering af diverse udviklingstiltag, gode idéer til nye kurser, handleplaner etc. Det er ikke så enkelt endda. Færre nye tiltag vil ganske enkelt være en direkte konsekvens af at skulle være helt fokuseret på kerneopgaven.

I Rødovre Lærerforening har vi via vores professionsaftale en væsentlig og meget vigtig forudsætning for – sammen med skoleledere og forvaltning - at kunne gøre netop det. Af de mange kommuner jeg har kendskab til, burde vi lige præcis her i Rødovre kunne omsætte ordene fra såvel professionsaftalen som i citatet fra Tage Søndergaard.

I vores professionsaftale har vi allerede gjort det helt klart hvad kerneopgaven for hele skolevæsenet er, og at kerneydelsen for at nå derhen er god undervisning. Så efter min mening er det bare med at komme i gang.
Der er allerede aftalt to fælles møder i januar og april for alle skoleledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Til disse møder skal vi dels samle op på og evaluere professionsaftalen, men vi skal også have ordene i aftalen til at medføre det ejerskab og den udvikling, der er målet med aftalen.

På trods af de mange problemer og bump på vejen der er, har jeg en urokkelig tro på, at vi vil lykkes. Som fagforening. Som medlemmer i vores arbejde. Som samlet kommunalt og fælles skolevæsen.

Jeg tror på det, fordi jeg ved, at medlemmerne står sammen, holder fast i vores værdier og idealer for folkeskolen og tør tage kampen for dem.

God jul og godt nytår

Ander Liltorp, Formand

Målgruppe